 Foråret og sensommeren/efteråret er tiden for sildefiskeri i havne og ved moler – ikke mindst i Limfjorden.
Sildeforfang
Du skal selvfølgelige bruge et sildeforfang med et 40 grams lod i bunden, se illustrationen til højre. Husk at vende sildeforfanget så tavserne vender opad. Er der stærk strøm, er et tungere lod på 50-60 g måske nødvendigt.
Hav altid flere sildeforfang med og gerne forskellige typer, og hav også et lille udvalg af lodder med. Sildefiskeri foregår ofte på bunden, og så er risikoen for bundbid med tab af endegrej til følge meget stor.
Man kan sætte to eller „halvanden“ sildeforfang sammen, så man kan fiske i et vertikalt større område. Det er en fordel, når man ikke lige ved, hvor højt sildene går. Det er jo ikke altid, de går helt nede ved bunden. Den samlede længde af forfangene må dog ikke være længere end stangens længde, da det vil vanskeliggøre udkastene eller være helt umulig at kaste ud. Er der mange sild og mulighed for „fuldt hus“, skal man nøjes med kun et forfang, hvis ikke man bruger et ekstra kraftigt hjul. Den øgede vægt kan overbelaste og ødelægge hjulet – og stangen.
Nogle gange er sildeforfang med „langhårede kroge“ de bedste, andre gange er det dem med „små, gyldne vinger“. Jeg har oplevet, at forfangtypen kan betyde sild eller ej: Vi fiskede ved siden af hinanden og på samme måde, forskellen var kun forfangene. Jeg fangede intet med de små gyldene vinger, men min makker fangede i hvert kast med de langhårede kroge. Da jeg skiftede til de langhårede, fik jeg bid i førte kast.
Fisk varieret
Kast ud og lad forfang og lod synke til bunden. Træk langsomt ind eventuelt med små, bløde ryk. Når det begynder at vibrerer (så bider sildene – du er ikke i tvivl) så træk stadig langsomt og roligt ind. Sildemunde er sarte, og du kan rykke dem af krogene, hvis du trækker for hårdt – så får du ikke sild, og sildene får kun et kort liv efter.
Om der skal fiskes højt eller lavt, finder man ud af ved at forsøge sig frem. En sildestime kan bevæge sig meget hurtigt, så fanger man godt ved ét kast, kan stimen være et helt anden sted ved næste kast.
Hold igen!
På en god dag, hvor man kan hive tre-fem sild ind hver gang, skal man lige „klappe hesten lidt“ og ikke lade blodrusen tage over.
Fang kun de sild, du skal bruge – og husk så på, at de skal renses bagefter!
Alt efter hvor store sildene er, kan en 10-liters spand nemt indeholde fra 40 til 70 fisk. Lad spanden stå i skyggen og hæld frisk, koldt vand i, hvis spanden har stået længe.
Universalmadding
Sildestykker kan bruges som maddig til både hornfisk, makreller, fladfisk, gedder og andre rovfisk. Om foråret fisker jeg rigeligt med sild, som jeg renser, lægger i plasticposer á to fisk og opbevarer i fryseren. Så har jeg madding til hele året. Det er nemt dagen før en fisketur at tage en pose ud, lade fiskene tø lidt op, så jeg kan klippe dem i passende stykker og lægge dem i fryseren igen til dagen efter. |